Klubnyheder

Skjern Bank er ny hovedsponsor i FIF Håndbold

13. august 2023, 16.56 / 13. august 2023, 16.59

Det bliver med Skjern Bank på trøjen, når FIF Håndbolds mange hold træder på banen til den nye sæson, efter parterne har indgået en treårig hovedsponsoraftale. 

Når de første kampe i den nye sæson skal spilles, er det med en ny hovedsponsor på trøjen for alle FIF Håndbolds ungdoms- og seniorhold. 


FIF Håndbold og Skjern Bank har fra sæsonen 2023/24 og tre år frem indgået en sponsoraftale med Skjern Bank, der bliver ny hovedsponsor i klubben, og dermed også bliver repræsenteret på samtlige af klubbens hold i turneringen. 


Skjern Bank har netop åbnet en afdeling i Carlsberg Byen, og det har givet anledning til et engagement i FIF Håndbold. Sponsoratet og udsigten til et treårigt samarbejde vækker stor begejstring hos forkvinde i FIF Håndbold, Lene Karsbæk. 


”FIF Håndbold er en af landets største frivillige foreninger, og vi er derfor også afhængige af, at lokale sponsorer ser et perspektiv i at bakke op om foreningslivet, så vi i fællesskab kan skabe gode håndboldoplevelser for børn, unge og voksne på Frederiksberg. Det får vi med Skjern Bank, og derfor er vi også utroligt glade for, at vi har kunne lave en tre-årig aftale, der giver et godt afsæt til at kunne udvikle foreningen over de kommende år.”


Hos Skjern Bank ser man også frem til samarbejdet med en af landets største håndboldklubber. Det fortæller Martin Løfqvist, der er afdelingsdirektør hos Skjern Bank i Carlsberg Byen.


“Skjern Bank har altid støttet lokalsport og er velkendt som hovedsponsor i håndboldklubber i alle de byer de er repræsenteret. Derfor har det været naturligt også at lave en aftale med FIF Håndbold. FIF Håndbold har i mange år også været kendt som en af Danmarks bedste klubber til børne- og ungdomshåndbold, og det vil vi gerne bakke op om.”


Skjern Banks nye afdeling i Carlsberg Byen ligger på Ny Carlsberg Vej 140, og banken glæder sig til at byde spillere og forældre omkring FIF Håndbold velkommen.