Ansættelse af drift- og foreningsudvikler til FIF Håndbold
Kære medlemmer, forældre og frivillige i FIF Håndbold
Det er med glæde, at vi fra FIFs bestyrelse kan meddele at ansættelse af en drifts- og foreningsudvikler til FIF Håndbold er faldet på plads.
Ansættelsesudvalget, bestående af Winnie Dahl (mangeårig frivillig og kandidat til FIFs bestyrelse den kommende periode), Søren Lundstrøm (menigt medlem FIFs bestyrelse) og Lene Karsbæk (forperson FIF Håndbold) har efter afholdelse af samtaler med kvalificerede kandidater valgt at Ditte Pfeiffer, skal være vores kommende drifts- og foreningsudvikler.
Ditte har en stærk håndboldfaglig profil med en fortid som professionel håndboldspiller i både ind- og udland. Hun har en pædagogisk uddannelse, erfaring som selvstændig erhvervsdrivende og børnetrænererfaring fra FIF Håndbold. Herudover er Ditte politisk aktiv, som medlem i Dansk Håndbold Østs Børneudvalg, forperson for brugergruppen i Frederiksberghallerne og har kørt håndboldforløb for FIF Håndbold i SFO og børnehave.
Ved sin ansættelse fratræder Ditte sin rolle i FIFs bestyrelse og FIFs børne- og ungdomsudvalg, men fortsætter stadig som frivillig børnetræner.
Dittes primære opgave bliver at skabe en solid drift og grobund for vækst, udvikling og sammenhængskraft i klubben i samarbejde med Sven, bestyrelse, trænere, frivillige og spillere i FIF Håndbold.
Helt konkret vil Ditte først skulle kaste sig over de administrative opgaver i samarbejde med Sven, herunder kamppåsætning, bogføring, stævnedeltagelse, håndboldskole, organisering af de frivillige opgaver i klubben og understøtte bestyrelse bl.a. varetagelse af sekretærfunktion på bestyrelsesmøde og trænermøder.
Velkommen til Ditte, vi glæder os til samarbejdet omkring sikring og udvikling af FIF Håndbold.
På vegne af FIFs bestyrelse
Lene Karsbæk, forperson FIF Håndbold